EDIPI I PRINDERVE
Kur flitet per Edipin, hyjme ne nje dimension mjaft te perhapur apo te popullarizuar, dhe rralle here mund te mbetesh i mahnitur mbi temen e “dashuris” se birit me nenen e vete.
Tema e seksualitetit per moshen e vogel, qe i kushtoi Frojdit pjesen me te madhe te kohes se tij akademike, e cila sic ai e thekson “si me te veshtiren” , duket sot perberse e veshtrimit apo e konceptimit me te pergjithshem dhe qe shpesh vine gjithashtu e shmangur ne te njejten forme. Mund te themi se nuk ka person qe hyne ne psikoanalize pa folur per Edipin, shpesh here kjo vine edhe qe ne fjalet e para.
Por c’fare ndodh nga ana e prinderve? Edhe aty ne veshtrimin me gjithperfshires, te gjithe jane koshient per parapelqimin apo preferimin e atit per vajzat e tyre, dhe te nenave per femijet meshkuj.
Arrihet disa here te veshtrohet (oservohet) qe “e bija i ngjane atit, dhe i biri i ngjane nenes”, duke vendosur keshtu nje perkatesi somatike, kundrejt predisponimit te ndjenjes, dhe ne ate te indentifikimit perfundimtar.
ne permirsim...
|